Lån trods RKI – kan du låne som dårlig betaler?
RKI

Lån trods RKI – kan du låne som dårlig betaler?

Er du blevet stemplet som dårlig betaler i RKI? Og har du brug for et lån? Så klik her og læs mere om, hvad du kan gøre.

Er du endt i den uheldige situation, at du er blevet registreret hos RKI? Så kan det være svært for dig at få lov til at optage nye lån. Men det er ikke umuligt.

Her i artiklen kan du læse mere om, hvordan dine lånemuligheder ser ud, når du er blevet stemplet som dårlig betaler i RKI, hvad du skal være opmærksom på, hvis du tager flere lån, og sidst, men ikke mindst, hvordan du kan slippe ud af RKI’s kløer.

Først og fremmest vil vi tage et kig på, hvad RKI er for en størrelse, og hvordan du kan ende der.

Hvad er RKI? Og hvordan bliver du en del af RKI?

RKI er en forkortelse for Ribers Kredit Register, og det er et register, som du kan blive en del af, hvis du ikke betaler din gæld tilbage som aftalt. Der kan både være tale om et lån, du ikke får afdraget på, eller en regning, du ikke får betalt.

Du ryger ikke i kløerne på RKI fra den ene dag til den anden. Glemmer du at få betalt en regning til tiden, sker der ikke andet, end at du modtager en rykker. Men betaler du ikke nummer to eller tre rykker, der bliver skubbet ind gennem din brevsprække, ser det straks værre ud.

Reglen siger, at du kan blive meldt til RKI, hvis du ikke har betalt efter at have modtaget tre skriftlige rykkere og en advarsel om, at næste skridt vil være RKI.

Hvem vil låne til dig, hvis du står i RKI?

Når du bliver skrevet ind i RKI-registret, bliver du også automatisk stemplet som en dårlig betaler. Det sender et stærkt signal om, at du ikke kan eller vil betale din gæld tilbage, og at det derfor vil være risikabelt at låne penge ud til dig.

Et RKI-stempel gør det sværere for dig at låne penge. Det vil vi ikke lægge skjul på. Størstedelen af alle låneudbyderne på markedet vil takke nej, hvis du sender en låneansøgning afsted.

Men der er ingen grund til at give op på forhånd, for det er ikke alle låneudbydere, der vil afvise dig.

RKI giver dig andre lånevilkår

Ved at lave en simpel Google-søgning vil du hurtigt kunne se, hvilke låneudbydere der er villige til at give dig et lån – med eller uden et RKI-stempel i panden.

Men her skal du være ekstra opmærksom. Det vil nemlig ikke være til de samme vilkår, som hvis dit navn ikke var registreret hos RKI.

De låneudbydere, der slår en streg over, at du er blevet meldt til RKI, ved godt, at det er svært for dig at finde en låneudbyder. Derfor kan de godt finde på at sætte renten og låneomkostningerne i vejret.

Det gør de, fordi de ved, at du virkelig gerne vil finde en låneudbyder, der er samarbejdsvillig. Men de gør det også, fordi det er mere risikabelt at låne penge til dig, når du tidligere har haft svært ved at få afviklet din gæld og få betalt dine regninger.

Hvad skal du være opmærksom på, hvis du tager et lån med et RKI-stempel i panden?

Der er især to ting, du skal være obs på:

  1. Hvor høj er renten og de øvrige omkostninger ved lånet?
  2. Vil lånet gavne dig på den lange bane?

1. Hvor høje er omkostningerne ved lånet?

Som vi allerede har nævnt, kan du risikere at skulle betale en ret så høj rente. Omkostningerne ved de lån, du kan tage med RKI i bagagen, kan nemlig være skruet gevaldigt i vejret. Du skal derfor tænke dig godt om og regne godt på sagerne, inden du takker ja.

Husk altid på, at du ikke kun skal fæstne blikket på lånets rente. Også lånets ÅOP er vigtigt at have med i dine overvejelser. Modsat renterne tager ÅOP alle omkostninger ved lånet med. Det være sig gebyrer og andre låneomkostninger, der bliver lagt oven i hatten.

2. Har du råd til at tage et lån?

Måske halter din økonomi allerede en smule, siden du er havnet hos RKI? Og måske vil du gerne tage endnu et lån for at betale af på et andet lån?

Tager du et lån med for høje omkostninger, kan det vælte din økonomi, hvis den allerede vakler. Et lån kan virke som en hurtig løsning, der kan fikse dine økonomiske problemer. Men hvis du allerede har svært ved at betale dine regninger, skal du huske på, at et nyt lån afføder flere regninger, der skal betales.

Vær derfor forsigtig med at tage et lån, der er for dyrt, så du ikke risikerer at forværre din økonomiske situation yderligere.

Vil du gerne ud at låne penge, vil det til hver en tid være at foretrække, at du først bliver slettet hos RKI. Så ser dine lånemuligheder helt anderledes (og mere attraktive) ud.

Kan du komme ud af RKI igen? Og hvordan gør du?

Nu er det heldigvis ikke en RKI-tatovering, du har fået. Men kun et stempel. Og ja, du kan sagtens komme ud af RKI igen.

Det kræver blot, at du får betalt den eller de kreditorer, der har meldt dig til RKI. Først derefter kan du blive slettet i registret. En anden mulighed er, at du væbner dig med tålmodighed. Når der er gået fem år, bliver dit navn nemlig automatisk slettet.

Fem år er dog lang tid at vente, hvis du står og mangler penge her og nu. Derfor får du her en række råd til, hvad du kan gøre for at forbedre din økonomi, så du kan finde penge til at betale dig ud af RKI.

11 gode råd til at skære på dine omkostninger

  • Gå din økonomi efter i sømmene – få overblik over, hvad dine penge går til.
  • Tjek, om du kan skære på dine faste udgifter.
  • Undersøg, om du er berettiget til boligstøtte fra staten.
  • Overvej, om du kan bo et sted med en lavere husleje.
  • Opsig alle de abonnementer, du kan undvære.
  • Undersøg, om du kan få dit mobilabonnement billigere hos en anden udbyder.
  • Tjek løbende din netbank eller dine kontoudskrifter, så du får helt styr på, hvad du egentlig bruger dine penge på.
  • Se efter, om du har noget, du kan sælge ud af.
  • Sæt et fast beløb af til mad hver måned.
  • Lav en madplan – og hold dig til den.

Og så lige et par sidste ord herfra

Lykkes det dig at komme til penge, så du kan betale dig ud af RKI, skylder du dig selv et stort klap på skulderen. Lykkes det ikke, er der alligevel håb, hvis du gerne vil optage et lån.

Det bedste råd herfra er, at du bruger tid på at lave din research, så du kan få fingrene i et lån, der ikke er alt for dyrt. Rigtig god fornøjelse med din lånejagt!